Den offentlige børneopdragelse set i lyset i straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser

af Ole Lyngvåg 8. juni 2023

 ”Hvorfor bli’r det nat, mor,

og kold og bitter vind?

Hør den lille kat, mor,

Den mjaver og vil ind.”

Således er barnets uskyldighed, som udtrykt af digteren i en sang fra de svundne tider, hvor man tog børns uskyldighed alvorligt i stedet for at spolere den under dække af – at tage børnene alvorligt. Vé den, der spolerer et barns uskyldighed: ”Det var bedre for ham at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet” (Lukasevangeliet, kapitel 17).

For nylig, den 15. maj, skrev ”præst og psykoterapeut” Ane Sofie Lindegaard i Kristeligt Dagblad, at børn ”holder af Onkel Reje” fordi de spejler sig i ham og kan genkende, at man engang imellem ”bare ganske enkelt får lyst til at stikke en pind op i numsen”. Herved løfter Onkel Reje ”himmelloftet for os”.

Samme Ane Sofie Lindegaard skrev den 1. november 2021, også i Kristeligt Dagblad, som forsvar for sin egen kronik ”I lysten stiger solen op”, følgende:

”Det er selvfølgelig ikke altid, du skal følge din lyst. Så kan du ende i fængsel.”

Disse udsagn fra Ane Sofie Lindegaard har "inspireret" mig til at lade vores offentlige børneopdragelse belyse af den tilføjelse til straffelovens § 225, der forventes at træde i kraft den 1. juli i år. Ved tilføjelsens ikrafttræden skal der nemlig fx straffes for voldtægt af barn under 12 år, hvis en gerningsmand formår et barn under 12 år til at udføre en sådan seksuel handling på sig selv, som, hvis gerningsmanden havde udført den på barnet, ville have været voldtægt. Jeg bemærker i øvrigt, at straffelovens bestemmelser om voldtægt af børn ikke tager hensyn til, om barnet indvilliger i den pågældende handling eller ej. Hvis Ane Sofie Lindegaards analyse skal tages til indtægt, og dét, som Onkel Reje blandt andet bidrager med, er at anspore børn til at ”stikke en pind op i numsen”, så vil jeg lade det være op til læseren at vurdere, om ikke Onkel Rejes bidrag tager sig en smule mærkeligt ud set i lyset af den udvidede § 225 i straffeloven.

Den samme vurdering vil jeg bede læseren om at foretage for så vidt angår det særegne bidrag til danske børns opdragelse, som er Den magiske lænestol, en bog til børn om onani (skrevet af DR Ramasjang-vært Jacinta Madsen). Om bogen udtalte Pernille Ane Egebæk fra Sex og Samfund ved dens udgivelse:

”Men når man laver en bog, der kun handler om genitalier og kalder det onani, risikerer man, at det fremstår som en slags vejledning til barnet.”

En vejledning til børn om at onanere, det lyder ikke særligt godt, når man tænker på den udvidede § 225 i straffeloven.

Danmarks Radio og Danmarks Radios ansatte udgør en trussel mod børns uskyldighed. Men denne er truet fra så mange sider, at det kan synes uoverskueligt. Hvad gør vi fx som samfund for at skærme børn mod hardcore pornografi? Ikke meget.

Den amerikanske popstjerne Billie Eilish har for nylig udtalt: ”Jeg begyndte at se porno, da jeg var omkring 11. […] Jeg tror virkelig, at det ødelagde min hjerne”.

Pornografi er forfærdeligt for børn, men det er også et onde for voksne. Det var en stor ulykke, da Danmark gjorde pornografi lovligt. Lovliggørelsen af pornografi har ført til den ekstremt sørgelige pornoficering af hele vores samfund, som gør, at børns uskyldighed er truet stort set overalt i det offentlige rum, såvel det fysiske som det virtuelle. Og som gør, at vi bliver indstillede til at opfatte andre mennesker som objekter til brug for seksuel tilfredsstillelse. It ain’t pretty. Er vi ikke ved at være dér, hvor vi kan sige: Måske er der alligevel noget ved kristendommens ældgamle, men dog fortsat gældende, krav om kyskhed.

Danernes gerninger og ugerninger

af Ole Lyngvåg, bragt i Tidehverv maj 2021

I fortalen til sin Danmarkshistorie, kaldet Danernes gerninger, skriver Saxo Grammaticus, at han har skrevet sit værk for at danerne ligesom andre folk ikke skulle savne en samling af deres forfædres store bedrifter. Saxo opfattede således sit arbejde som en tjeneste til det danske folks gavn. Hovedpersonerne i Saxos historie er: kongerne. Den danske folkeidentitet, som Saxos historie er bærer af, den identitet er centreret omkring kongerne. Sådan er det endnu! Endnu i dag er den centrale del af den danske folkeidentitet det, at vi er subjekter til det danske kongehus. Nu kunne én måske spørge: Hvad med det danske sprog, den danske sang? Jovist, disse ting er væsentligt medhørende, og det hører også med, at folket langt hen ad vejen er den udvidede familie og pligten mod fædrelandet langt hen ad vejen en udvidelse af det fjerde bud. Men den stærkeste bærer af den danske folkeidentitet, det stærkeste udtryk for den udvidede families samhørighed blandt alle vores sange er: Kong Kristian stod ved højen mast. Og er pligt mod fædrelandet ikke i høj grad pligt mod kongen? Den danske sang, når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold. Hvad er det for sværd og hvad er det for skjold? Det er dem, som kongen svinger for sit folk, og som folket svinger for dets konge. Hvad er det, der kan ildne folkets hjerte som folk? Det er Bjarkemål – kvadet om kongens tapre krigere, der dør ved hans side. I øvrigt kan læseren bemærke, at Guds folk jo på tilsvarende vis er dem, der har Kristus som deres konge (hvilket ikke udelukker, at man som en del af Guds folk samtidig kan have en jordisk konge som sin jordiske konge).

Hvad har det gjort ved vores folkeidentitet, at det danske kongehus stort set er blevet reduceret til ren proforma? Ja, det er jo ganske simpelt, enhver må indse det: Det har bragt vores folkeidentitet på randen af ren proforma. Hvordan er det kommet dertil? Hvordan gik det til, at det danske kongehus blev reduceret til næsten ren proforma? Af hvilken art var de kræfter, der førte til kongehusets reduktion, og af hvilken art var de kræfter, der kæmpede imod denne reduktion?

Det er jo klart, at kongehusets reduktion først og fremmest tager sin begyndelse i den ånd fra den franske revolution, som blæste nordpå til det danske rige. Denne ånd bar her som en af sine mange tvivlsomme frugter det, som Søren Kierkegaard betegnede som ”katastrofen i ’48”: Enevældens kollaps, og demokratiets spiren i Danmark. Blandt Kierkegaards efterladte papirer fra katastrofeåret 1848 findes et, hvorpå står: ”Af alle tyrannier er en folkeregering den kvalfuldeste, den åndløseste, ubetinget alt storts og ophøjets undergang”.

Vi springer lidt frem i tiden, til vedtagelsen af Den gennemsete Grundlov af 1866. Med denne forfatning for det danske rige var der fundet et objektivt set ganske afbalanceret kompromis mellem kongens position som rigets øverste myndighed på den ene side og folkets medbestemmelse på den anden side. Folkets medbestemmelse fandt sted gennem Folketinget, som hvilede på den almindelige valgret. En udtalelse af finansminister C.N. David fra tiden omkring 1866-grundlovens vedtagelse giver et godt udtryk for dens præg: ”Regeringen er en modstander af al absolutisme, såvel af den kofteklædte som af den purpurklædte”. Denne balance i 1866-grundloven var ikke tilfredsstillende for de kofteklædtes selvbestaltede talerør: Venstre. Da Venstre i 1872 havde fået flertal i Folketinget, begyndte partiet at sætte alle sejl ind på det krav, at regeringen skal være i overensstemmelse med Folketingets flertal – parlamentarisme. Dette krav fremførte Folketinget i en skrivelse af d. 31. marts 1873 til Kongen. Landstinget gjorde sit modtræk d. 2. april samme år med dets egen skrivelse til Kongen, hvori det tog afstand fra Folketingets bestridelse af Kongens ret til selv at vælge sine ministre. Det vil altså sige: Folketinget ønskede at have magten over regeringens sammensætning, mens Landstinget fastholdt Kongens ret til at sammensætte regeringen, uafhængigt af såvel Folketing som Landsting.

Venstre skrev som agitation for parlamentarismen et manifest til dets vælgere, hvori partiet anklagede det siddende ministerium (som ikke ville gå af, selvom Venstre bad dem om det) for at bestride ”Grundlovens ledende Tanke”. Hvad var Grundlovens ledende tanke ifølge Venstre? Selvfølgelig parlamentarisme. Men hvis parlamentarisme var Grundlovens ledende tanke, hvorfor stod der mon så i den (som der jo i øvrigt stadig gør): ”Kongen udnævner og afskediger sine ministre”? Hele dette retoriske, eller selvbedrageriske kneb med den ”ledende tanke” er meget betænkeligt. Det er et kneb, som anvendes af oprørere, der vil have en tekst til at sige det modsatte af det, den egentlig siger. Det er det samme kneb, der bruges af mange kristne, når de bortser fra buddene i Det Nye Testamente under henvisning til Det Nye Testamentes ånd. Naturligvis har Grundloven en ledende tanke, og naturligvis har Det Nye Testamente en ånd, men hin tanke og denne ånd er ikke i modstrid med teksterne, sådan som oprørerne implicit bliver nødt til at antage.

Hvordan bar Venstre-politikerne sig nu ad med at tvinge deres krav om parlamentarisme igennem? De brugte ikke vold, heller ikke magt, men obstruktion. Det middel, som parlamentarismens skrivebordsjihadister fandt for godt at bruge i deres hellige sags navn var: nægtelse af at sende finansloven videre til behandling i Landstinget med mindre regeringen trådte tilbage. Dette skridt blev ikke taget af Venstre fordi partiet havde noget at udsætte på regeringen - udover at den ikke var udpeget i overensstemmelse med Folketingets flertal. Der var tale om et fuldstændig kynisk greb efter magten i folkets navn, men under tilsidesættelse af hele det danske folks tarv (en finanslov er jo nødvendig for at landet kan fungere). Kong Salomons dom vedrørende den sande moder rinder i hu. I første omgang mislykkedes Venstres strategi, idet regeringen svarede ved at opløse Folketinget og udskrive nyvalg. Ved dette valg gik Venstre et par pladser tilbage, og i marts 1874 vedtog Folketinget finansloven. ”Eksperimentet” med finanslovsnægtelse blev altså, med venstrepolitikeren J.A. Hansens kyniske ord, ikke gentaget efter nyvalget.

Foruden finanslovsnægtelse anvendte Venstre den samme kyniske fremgangsmåde på en række andre love, med henblik på at ærgre regeringen til døde, og det lykkedes også, idet regeringen den 12. juni 1874 trådte tilbage. Dette var imod Kongens ønske. Han havde i januar ved en offentliggjort kongelig håndskrivelse til konseilspræsidenten tilkendegivet, at han anså regeringens tilbagetræden for at ville være ”skadelig”. Regeringen trådte ikke desto mindre tilbage, og det samme gjorde den efterfølgende regering, efter at Venstre havde genoptaget ”eksperimentet” med finanslovsnægtelse, som denne gang lykkedes. Men nu fik Kongen omsider den rette mand til sin værge, som kunne tage kampen op med Venstres obstruerende, ja, undergravende virksomhed: Regeringen Estrup tiltrådte den 11. juni 1875, og der var fra begyndelsen en forventning om, at provisoriske finanslove - altså finanslove udstedt af regeringen, uden tingenes medvirken - kunne komme i spil. Den juridiske professor Henning Matzen havde allerede i 1874 i en pjece hævdet grundlovsmæssigheden af provisoriske finanslove under henvisning til 1866-grundlovens § 25.

Estrup havde den karakterstyrke, der skulle til for at anvende denne grundlovgivne mulighed, og således begyndte den del af vores fædrelands historie, som vi kalder provisorietiden. Det er komisk, og typisk for de moderne tiders usle mistroiskhed, når man opfatter Estrup som et magtmenneske, en tyran. Estrup var meget langt fra at være et magtmenneske, endsige en tyran. Det bliver tydeligt, når man iagttager det faktum, at Kongen ad to omgange tilbød ham embedet som konseilspræsident inden han endelig tredje gang takkede ja, da han indså at pligten nu bød ham at træde til. Så forskellige som dag og nat er en statsminister, der får magten tilbudt fordi han er den bedst egnede, og modvilligt accepterer den, og så en statsminister, der fra barnsben brændende ønsker sig magten og møjsommeligt tilkæmper sig den. Parlamentarismen skaber en type magthavere, som ikke ville kunne håndtere at få mere end parlamentarisk magt overdraget, og dette er måske en af grundene til, at vi, der lever i parlamentarismens tid, kan have svært ved at forestille os andet end parlamentarisme. Udover Estrups vægren sig ved at modtage magten, bør det også fremhæves, at hans hjerte som politiker ikke lå i storpolitikken, men i de enkelte, konkrete, gavnlige sagers fremme. Listen over sager, som Estrup således engagerede sig i, er meget lang og omfatter den kommunale fattigforsørgelse og noget så jordnært som tilsyn med dampkedler. Det var sådanne ting Estrup foretrak at beskæftige sig med, ikke storpolitik. Endelig skal det bringes tydeligt i erindring, at Estrup jo ikke selv ønskede at udskrive provisoriske finanslove, men blev tvunget dertil, fordi Folketinget, som et led i Venstres greb efter magten, forhindrede almindelig finanslovsvedtagelse.

Modstanden mod Estrup fra samfundets liberale elementer var indædt. Ærkeslynglen Viggo Hørup udråbte sin parole: ”Ingen over eller ved siden af Folketinget”, og Folketinget forkastede automatisk ethvert lovforslag fra regeringen ud fra dette ræsonnement: ”Landets vel kræver af dette Folketing, at det lader alting visne i hænderne på et ministerium, der trodser den almindelige valgret” (venstrepolitikeren Christen Berg). Det kom også så vidt, at Estrup blev forsøgt myrdet af en ung typografarbejder (det første projektil prellede af på Estrups frakkeknap og det andet ramte ham ikke), som efterfølgende til politiet angav som bevæggrund for sin gerning, at han anså den for at ville være til gavn for friheden. Karakteristisk for Estrups modige væsen er vist hans reaktion på pistolskuddene: han trådte et skridt frem mod attentatmanden for at anmode en forbipasserende herre om hjælp til at pågribe ham. Søndagen efter attentatforsøget var der fra forskelligt hold som en reaktion derpå arrangeret et hyldest-fanetog til Estrups bolig, som viste den store opbakning, som Estrup foruden al modstanden også havde i folket. Alle samfundsklasser var rigt repræsenterede i fanetoget, som var af et kaotisk omfang.

Provisorietiden var en god tid for Danmark, forstået på den måde, at Danmark i denne tid blev regeret godt. Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil hævde det modsatte, de vil blot hævde det urimelige i, at Folketinget ikke var enevældigt. Provisorietiden afsluttedes ved Estrups frivillige tilbagetræden i 1894. Han havde i 19 år tappert forsvaret sin konges grundlovsgivne ret til at udnævne sine ministre. 

Hvem turde som Hjalte og Bjarke skyde skjold for kongen? Det turde Estrup, Sjællands godsejende bondeknøs, men det turde hans efterfølger K.T.T.O Reedtz-Thott ikke. I 1897 trådte Reedtz-Thott og hans regering tilbage, fordi Folketinget nægtede at videresende en brugelig finanslov til behandling i Landstinget, med mindre regeringen trådte tilbage! I 1901 kom så systemskiftet og parlamentarismens de facto indførsel i Danmark, og i 1953 blev den indføjet i Grundloven. I dag har vi danskere slet ikke fantasi til at forestille os, at det kunne være anderledes.

Jeg har ved denne beskrivelse af Estrups virke henholdt mig til Tidehvervsfaderen Gustav Brøndsteds far, K. G. Brøndsteds mesterlige bog J.B.S. Estrup. Søren Krarup skriver i en artikel med navnet ”Tidehvervs fædre”, Tidehverv årg. 63, s. 178f. om K.G. Brøndsted:

”Måske er parlamentarismen og partistyret ikke tilværelsens mål og mening? Måske kan der sættes kritiske, ja kætterske spørgsmålstegn ved en politisk udvikling, der ikke just er opløftende, men til gengæld er gjort sakrosant? Som K.G. Brøndsted fortsætter: ”Alle de principelle bebrejdelser (mod Estrup) lader sig reducere til én: parlamentarismen kan ikke lide Estrup, fordi Estrup ikke kan lide parlamentarismen. Meget naturligt. Her er ingen overvejelse af godt eller ondt, ret eller uret. Ingen påvisen af, om parlamentarismen nu også er noget godt. Man går uden videre ud fra, at den er tabu, må ikke røres. Parlamentarismen er religion””.

Syv år senere, i Tidehverv årg. 70, s. 85ff. skrev Søren Krarup artiklen ”Havde Estrup ret?”, hvori han, idet han dog samtidig fremhævede Estrups karakterstyrke og dygtighed, besvarede dette spørgsmål overvejende negativt. Krarup dadler hos Estrup, at han ikke havde blik for, at den virkelige nationale forankring ligger i det danske folks vilje og selvhævdelse. Krarup skelner mellem parlamentarisme og folkestyre. Han giver Estrup ret i hans mistro til parlamentarismen, men mener at Estrup i stedet for at bekæmpe parlamentarismen burde have støttet folkestyret. Krarup anser parlamentarismen for at være et onde, for så vidt som den medfører at partierne tager magten fra folket og altså forhindrer et egentligt folkestyre. Krarup fremhæver folkeafstemninger som en vigtig del af et virkeligt folkestyre. Og han tilslutter sig Erik Henrichsens kritik af Estrup, som lyder således: ”Derimod har han [Estrup] gjort systematisk opposition mod et folks hele åndelige bestræbelse”. Denne udtalelse af Erik Henrichsen tager K.G. Brøndsted også stilling til i sin bog om Estrup. Brøndsted skriver:

”Dette er altså Estrups gruelige forbrydelse, at han gjorde opposition imod et folks hele bestræbelse (for jeg tillader mig at tage ”åndelige” væk, som det rene vås i denne forbindelse). Men altså at gøre opposition imod folkets hele bestræbelse, det er forbryderisk. Overretssagfører H. var en dannet mand og skrev flot, men han var parlamentarisk indstillet, og måtte altså konsekvent finde, at til eksempel Sokrates var en fæl forbryder, for hele hans færd var unægtelig en opposition mod det athenske folk. Nå, Sokrates blev jo også henrettet derfor af folket; fuldstændigt parlamentarisk. Men verdenshistorien, den har nu alligevel i 23 århundreder haft lutter lovord om denne Sokrates, aldeles uparlamentarisk. Hvordan klarer hr. H. det – og hvordan klarer han det til eksempel med Moses, han var da en endnu fælere opponent mod sit folks hele åndelige bestræbelse (for han tugtede og revsede det uafladeligt); og dog befriede han det fra Egyptens trældom, og dog blev han dets store lovgiver, og dog bæres hans navn oppe, nu i 35 århundreder af menneskehedens udelte beundring”.

Det fremgår af dette citat, at Brøndsted ikke som Krarup skelner mellem parlamentarisme og folkestyre. Og det spørgsmål, der kan rejses i anledning af Krarups skelnen er, idet jeg med ærbødighed takker ham for hans bogstaveligt talt uvurderlige gerning til Danmarks og min egen åndelige gavn, om folkets flertalsvilje virkelig er den rette øverste myndighed for et folks regering, når blot det ikke bliver folkets flertalsvilje som den kommer til udtryk i partierne. Også ukrudt kan gro op hos folket og vise sig at have fremtidens ret – når det tager overhånd! Apropos Sokrates og Moses, så beklager Krarup også hos Estrup, at han ikke i højere grad gjorde danskerne til sine medvidere og talte åbent og indtrængende til dem, og det er også beklageligt. Estrup var en handlingens mand mere end en ordets. Man kunne ønske sig, at han ved sin side havde haft en stærk støtte, der til Estrups gerning kunne have føjet en indtrængende meddelelses gerning. Men mon ikke også at Estrups gerning talte indtrængende til mangen en dansker?

Harald Nielsen skrev om Estrup: ”Han tærede på konservatismen som på et forråd”. Snarere måtte man sige, at han beskyttede det forråd, nemlig den danske konges myndighed, som vores folkeidentitet endnu bygger på, som enhver virkelig konservatisme bygger på, og som det danske kongehus af i dag endnu låner sin kraft fra, men som næsten er opbrugt, fordi det danske kongehus i så mange år ingen myndighed har haft.

Estrup var en helt, en dansk helt. Hans gerning var heltens, og hans sindelag var heltens: tjenende. K.B. Brøndsted skriver som det sidste i sin bog: ”Lige efter kongens død, men før hans begravelse, kom Estrup til at tale med sønnen Kong Georg af Grækenland, og denne holdt for, at Estrup kunne sætte på sin blomsterdekoration til kongens kiste: ”Fra en trofast gammel ven”. Dette ville Estrup dog ikke; han satte: ”Fra en trofast gammel tjener”; og åringer efter at alle de andre blomster, som visnede, var fjernede fra Christian IX’s kiste, sås Estrups kors af laurbærblade med et bånd med denne indskrift liggende op ad kisten – de kongelige børn havde ikke villet fjerne dem”.  

Til konklusion:

At være en del af det danske folk er ikke at lære, hvad Dannebrog er (se årets indfødsretsquiz) og så derefter at få adgang til de danske velfærdsgoder. Nej, måske er det at være dansker, i hvert fald en vigtig del af det, at sværge troskab mod den danske konge eller dronning. I USA sværger nye statsborgere troskab mod det amerikanske flag. Det var allerede noget. Hvad med troskab mod en person, mod landets konge eller dronning? Det er noget mere. Konservatismen i Danmark i dag bygger på parlamentarismens sand, ja i parlamentarismens sump, og derfor bliver det aldrig rigtigt til noget. Reduktionen af det danske kongehus til næsten ren proforma var ikke båret af nogen god ånd, og parlamentarismen er ikke en tvingende tilværelsens lov, skønt verden kalder den sin nødvendighed af stål. Man kan ikke elske parlamentarismen, man kan måske til nøds elske et flag, men man kan i hvert fald elske sin konge, og Himlens nødvendighed herneden, det er netop kærligheden!

LGBTQ+- krigernes krav er umenneskelige

af Andreas Amdisen, bragt i Politiken 25. marts 2021

Virkeligheden er ikke et privat anliggende, og når man i frigørelsens navn vil ændre den, går det ud over alle. Derfor skal vi sige nej til transkønnethed.

Jeg synes det er tosset, men hvis det er så vigtigt for dig, kan vi da godt sige det. Sådan lyder en meget almindelig reaktion på de nye krav, som LGBTQ+-krigerne bliver ved med at stille. Når de vil kaldes han/hun/høn/de og kræver både juridisk og kosmetisk kønsskifte for sig selv og børn, er det nemlig en både almindelig og sympatisk reaktion at acceptere deres krav for at gøre nogle få tilfredse og undgå, at nogen bliver kede af det. Måske tænker man i sit stille sind, at de transseksuelle børn og voksne i værste fald kun ødelægger det for sig selv og i bedste fald bliver gladere.

Problemet er bare, at frigørelsesbevægelsen ikke gør krav på ligegyldige ord og vendinger, men på selve måden, vi går til virkeligheden på. Bølgen af transkønnethed, queerisme, LGBT+-ideologi, eller hvad det nu hedder, der vælter ind over Danmark, er nemlig en del af en umenneskelig løgn om det at være menneske.

Den siger, at mennesket selv skal finde ud af, hvem det er eller har lyst til at være. I stedet for blot at gå ud fra de vilkår, vi nu engang har, skal vi overveje alting: Vil jeg egentlig være en del af min familie? Hvilken 'kønsidentitet' passer mig bedst? Det er umenneskeligt, for det ikke er sådan, mennesket er skabt. I den her umenneskelige virkelighed har ingen et forhold, en egenskab eller en identitet, uden at der først er et valg at træffe.

Hvis du er i tvivl, kan du prøve at spørge dig selv, hvornår du har været fri af dit køn eller din familie.

Det har du aldrig været, og det skyldes, at køn og familie er et grundvilkår for det at være menneske.

Det er en del af det at være menneske, at man ikke bare er et menneske. Man er nemlig også en masse andet. Søn, datter, søster, bror, dansker, svensker og mand eller kvinde.

Det er en løgn, for selv hvis det binære køn vitterlig bare er noget, vi har fundet på, er det godt, at vi har fundet på det. Ja, selv hvis vi skulle formå at nedbryde 'de sociale konstruktioner', sådan som frigørelseshæren vil, får vi ikke en bedre verden. At der er givet dig og mig en helt bestemt person at være, som vi ikke selv skal finde på, er nemlig en kæmpe gave.

Når vi er enige om, at en mand er en mand og har nogle normer for, hvad det vil sige, kan vi blive fri fra at skabe os selv. Så er der ikke hele tiden tvivl og identitetskriser, der plager os. Den frihed risikerer vi alle sammen at miste, hvis vi bliver ved med at give efter for den umenneskelige løgn om virkeligheden.

Et flertal i Etisk Råd vil tillade børn og unge juridisk kønsskifte. Og endnu vigtigere: Et politisk flertal i Folketinget bakker op om, at aldersgrænsen skal sænkes.

Man vil med andre ord lovgive mod vores fælles virkelighed, selv om de fleste almindelige mennesker kan se løgnen. Når den slags lovgivning er mulig, er det, fordi de fleste af os er ligeglade med transseksuelle, når vi står i stemmeboksen.

Men at give efter for kravene i tolerancens navn - hvad end det sker med et overbærende grin, trækken på skulderen eller med en underdanig høflighed - er det ikke bare en uskyldig accept af et andet menneske, men en accept af løgnen.

Så får den lov til at undergrave den rodfaste virkelighed, som vi bygger vores liv på. Derfor er der brug for et stort folkeligt nej. Et nej til, at børn kan få juridisk kønsskifte, er slet ikke nok. Det skal være et nej til hele ideologien, og derfor skal vi ikke bare stoppe alle muligheder for kønsskifte, både de juridiske og de kosmetiske.

Vi skal også holde op med at acceptere transkønnethed og queerisme i hverdagen. Du er en mand eller en kvinde, og det er der en hel fin måde at være på.

Ja, nu vil nogle måske anklage mig for snæversynethed og transfobi. Men hvis det er transfobisk at sige, at mennesket ikke vælger selv, så er jeg en glad transfob. Og det synes jeg også, du skulle blive.

Selvforglemmende livsglæde eller selvoptaget livslede? - nogle tanker om dekadent litteratur

af Ole Lyngvåg, bragt i Studenterkredsens Tidsskrift maj 2017

Er digtekunsten til for at forklare livet, for at styrke og forædle folket, eller er livet og folket til for at afgive stof til digternes arbejder?

Ordet dekadence betyder nedgang, og i den betydning brugte den franske litterat Désiré Nisard det i 1834 om sin samtids romantiske litteratur (fx Victor Hugo), i hvilken han fandt den samme overdrevne spidsfindighed og den samme smag for det grimme som i den poesiens sølvalder (Lucan, Martial og Juvenal), der i Romerriget afløste dens guldalder (Vergil, Horats og Ovid). Nisard skosede romantikernes værker for at være sindsforvirret skørlevned, der beskæftigede sig med individuel excentricitet, uklare emner og beskrivelser for beskrivelsernes egen skyld. Overfokus på detaljer og ekstravagante literære gebærder feminiserede og ødelagde ifølge Nisard forfatternes kreative talent.

Som det ses, er dekadence hos Nisard hovedsageligt et stilistisk begreb, men ikke blot stilistisk, og den romantiske litteraturs laster var i hans analyse blot et af mange udtryk for hans samtids moralske forfald. Denne sammenhæng mellem litteraturen og det levede liv vil vi se nærmere på. En ret illustrativ repræsentant for den dekadente litteratur er Charles Baudelaire, der i den indledende henvendelse til læseren i Les Fleurs de Mal forklarer hvem den fjende er, som han med sin digtsamling ønsker at bekæmpe, en fjende, der, mere forbandet end sjakaler og skorpioner, vil opsluge menneskets eksistens i et gab: Livsleden! Her har vi en stor del af forklaringen på den dekadente litteratur som Nisard opfattede den, og på, hvorfor den er kendetegnet ved eksplicit usædelighed: De ekstravagante beskrivelser af tingenes og sindenes grimme sider skal udfylde en tomhed, og uklarheden og vagheden kommer på samme måde fra den grundlæggende livslede eller spleen. Den dekadente forfatter bidrager til livsleden, øser af sin egen livslede. I kunsten som i livet følges det princip, at synd er det eneste farverige element i den moderne verden, det eneste, der opkvikker livsleden. Frygten for den farveløse, doktrinære moralisme gør, at også sand moralsk opbyggelighed forkastes som værende farveløs, doktrinær moralisme. Man kan som et eksempel på sand moralsk opbyggelighed tænke på Paulus’ ord til filipperne: ”alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde”. Opgøret med den farveløse, doktrinære moralisme bliver et opgør med sædelighed som sådan og dermed et opgør med åndens herredømme over kødet, hvilket er et opgør med virkeligheden.

Disse karakteristiske egenskaber, livslede og usædelighed, ved den dekadente litteratur har Poul Martin Møller givet en opbyggelig kritik af i sin anmeldelse fra 1836 af Thomasine Gyllembourgs Extremerne. Han kalder den dekadente litteratur en fortvivlelsens og nihilismens poesi, der på selvmodsigende vis forener ”en erklæret sædelig Indifferentisme [den dybeste Ringeagt for Menneskeheden og Lede til alle Livets Formaal] og begejstret Interesse for Tidens politiske Genfødelse”. Disse yderligheder betegner Møller som hhv. mangel på sympati og tung prosaisk medlidenhed. Imellem disse befinder Thomasine Gyllembourg sig, hvis poetiske åndsfrihed er lige så langt fjernet fra egoistisk mangel på medfølelse, som fra den ufrie sindsbevægelse, der behandler følelse som en kunst, og er nært beslægtet med hjerteløshed. Et digterisk værk bør ikke være doktrinært moralsk, men det bør være sympatisk, og ægte sympati er forenet med den poetiske åndsfrihed, der hæver forfatteren op over fortællingens jordiske tilskikkelser, og forhindrer, at sympati med livets jammer får en overvægt, der nedtrykker og beklemmer sindet. Det er rimeligt at antage, at Søren Kierkegaard har hentet en del af inspirationen til sin anmeldelse af H.C. Andersens Kun en Spillemand hos Møller, der beklager, at meget få forfattere giver et harmonisk sind og en klar verdensanskuelse udtryk i en digterisk produktion, og at derfor de fleste forfattere står i ødelæggelsens og forvirringens tjeneste. Det, Kierkegaard efterlyser hos Andersen er netop livsanskuelse, og Kierkegaard understreger, at en mistillid til livet, der ikke leder til at finde en tillid, men derimod bliver en endelig afgørelse af livets spørgsmål, ikke er en sand livsanskuelse. Kierkegaard udtrykker det også sådan: ”Der maa i Romanen være en udødelig Aand, der overlever det Hele. Hos Andersen derimod er der aldeles intet Hold: naar Helten døer, døer Andersen med og afnøder i det Høieste Læseren som sidste Indtryk et Suk over dem begge”. Dette er ikke at forstå således, at Andersen er en decideret dekadent forfatter a la Baudelaire, men således, at den livslede, der er bestemmende for denne og lignende forfattere også er til stede hos Andersen, dog på en mere nobel måde (han har ikke hengivet sig til fortvivlelsens og nihilismens poesi, men står alligevel til en vis grad i ødelæggelsens og forvirringens tjeneste).

Iflg. Kierkegaard lader Andersen i Kun en Spillemand sympati med livets jammer få overvægten, vel nærmest Andersens eget livs jammer, idet grundanskuelsen er en misfornøjelse med verden, der blandt andet kommer til udtryk i tilfældige ytringer af sig indsnigende harme. Således har Andersen en tendens til at behandle sin romans helt som en klient, han forsøger at få frem i verden, og blive opbragt på de personer, der ikke viser klienten pligtskyldig opmærksomhed. For eksempel skriver Andersen, da (skibsdrengen) Christian kommer ind blandt en flok matroser i en dansebod: ”med Hatten i Haanden hilsede han høfligt til alle Sider. Ingen lagde Mærke dertil.” (min fremhævning).

Møller skriver i sin anmeldelse, at den, der ikke kan forsone sig med verdens gang, og som i menneskelivet ikke ser andet end tilfældighed, dårskab og slethed ikke kan være nogen sand digter. I smuk samklang hermed anfører Kierkegaard til Thomasine Gyllembourgs pris, at hendes fortællinger er opbyggelige ved ”den Tillid til Mennesker, at der ogsaa i disses mest trivielle Fremtrædelsesformer, naar man blot vil søge rigtigt, findes en Fylde, en Guddomsgnist, der, omhyggeligt pleiet, kan gjennemgløde hele Livet”. Den opbyggelige hensigt har Thomasine Gyllembourg fx udtrykt direkte i Ægtestand: ”Min elskværdige unge Læserinde! Du, som maaskee har taget denne Bog i Haanden for at adsprede Dig fra Tanker, som Du neppe tør tilstaae Dig selv: Dig især være denne simple Fortælling helliget med en ukjendt Vens varme Ønsker for din Seir”. Tænk på kontrasten mellem denne henvendelse til læseren og så henvendelsen i Les Fleurs de Mal, hvor læseren kaldes en hykler!

Man kan undre sig over, hvorfor en forfatter ønsker at skrive en bog, der ikke er opbyggelig. Selvfølgelig kan man i stedet for en opbyggelig bog skrive en bog til opvækkelse, men opvækkelse er netop en skærpet opbyggelighed. Hvad ønsker forfatteren til en ikke-opbyggelig bog for sin læser? Man kan sige, at han ønsker at underholde, men man kan også få den idé, at han intet ønsker, men blot er optaget af sig selv og sin kunst, jf. det dekadente slogan l’art pour l’art, kunst for kunstens skyld, vi kunne også sige l’art pour l’artiste. L’art pour l’art, såvel som kunst for underholdningens skyld, betyder opgivelsen af kunst som kommunikation – Baudelaires henvendelse til læseren er heller ikke nogen egentlig henvendelse, men snarere en venden sig bort.

Denne tendens kommer tydeligt til udtryk i megen nutidig litteratur, især i poesien (hvis man da virkelig kan bruge dette ord om nutidige digte), hvor kunstigheden rent har taget overhånd, men også i prosaen, hvor falskheden, fortænktheden og forfatterens forestilling om sig selv som ”forfatter” lyser ud af de disharmoniske sætninger. Der bliver skrevet god prosa i Danmark, kun bliver den ikke skrevet af skønlitteraturens forfattere, men af andre, der ikke abonnerer på den fikse idé, at kunst er noget fra verden løsrevet, som kunstneren selv skal skabe. Man råber som læser af skønlitteratur på luft, og hjælpen er nær - så snart man slår op i en af Thomasine Gyllembourgs noveller ånder man igen frit. Der er her ingen beskrivelser for beskrivelsens skyld, intet overflødigt, intet uklart. Intet overfokus på detaljer og ingen ekstravagante literære gebærder har feminiseret og ødelagt denne kvindes kreative talent.

Hvis man fra et dybere religiøst synspunkt skulle tale om en mangel ved disse noveller, så kunne det være det, at den jordiske lykke spiller så fremtrædende en rolle i dem (lad det i parentes være bemærket, at dette er en helt anden indvending end den upoetiske realismes, dekadencens, krav om at tilværelsens grimme sider og fragmentariske karakter skal fremstilles krast og upoetisk, dvs. i ”den gamle Anklagers løgnagtige Belysning”). Hovedpersonerne i Thomasine Gyllembourgs noveller er rigt benådede med dannelse, skønhed og huslig lykke, og selvom det er en af forfatterskabets kæpheste at skelne mellem talentets glimmer og åndens guld (ydmyghed, selvopofrelse, kærlighed og troskab), som jo alle kan besidde, hvis de vil det, så er der mange virkelighedens sorger, der ikke slukkes i novellerne. Men der er da også lindring for den forfordelte, der ikke lig Gloucester (jf. Shakespeares Richard III) har forskrevet sig til Fanden i had til verden, i at glæde sig med de glade. Og skønt omstændighederne i novellerne er idealiserede, så er det altid personernes indre forædling, der bringer dem frem til målet inden for disse idealiserede omstændigheder, der så at sige er den indre forædlings arena, som igen afspejler forædlingen.

Vi vil, idet vi giver plads til et dybere religiøst synspunkt, slutte med et citat fra Kierkegaards dagbog og et trøsterigt vers af Brorson, der beskæftiger sig med det for den lykkeligste som for den elendigste ene nødvendige.

Kierkegaard:
”Der har i min Sjel været en Sympathie for det slet og ret at være Msk, især lidende, ulykkelig, indskrænket o: D:. […] Kun een Trøst har jeg haft, den salige: at jeg veed Noget, som kan trøste, saligt trøste ethvert Msk, ubetinget ethvert Msk. Tag denne Trøst bort, saa gider jeg ikke leve, saa har jeg Spleen.”.

Brorson:
Samtale imellem JEsum og Siælen.

Siæl. Mon JEsus mig ey ynker nu?
Jes. - - - Hvi klynker du?
Siæl. Mit Lys gik ud. Mit Mod faldt ned.
Jes. - - - Din Fod alt gleed.
Siæl. Giv til, giv til. Jes. Jeg vil.
Siæl. Uagtsomhed den fæle Giest,
Jes. - - - Ja Siæle-Pest,
Siæl. Har voldt mig mangen modig Taar,
Jes. - - - Ja blodig Saar.
Siæl. Og deraf er jeg svag og fei.
Jes. - - - Forsag dog ej!
Siæl. Er det mig reent forladt?
Jes. - - - Ja vist, min Skat!

Konservatisme: Folket og familien først

af Andreas Amdisen, bragt i Weekendavisen 4. juni 2021

Retshistoriker Ditlev Tamm har her i avisen efterspurgt en konservatisme, der ikke går til i grundskyld og
skattepolitik. Det er en god efterspørgsel, for når konservatisme reduceres til vækst og bedre økonomiske vilkår til erhvervslivet, kan den ikke andet end at sikre en i forvejen privilegeret økonomisk elite. I stedet vil Tamm sikre en konservatisme, der fremstår »som en holdning bygget på grundlæggende værdier i samfundet og ikke på snusfornuft«. Det lyder fornuftigt, men Tamms værdier er overfladiske og intellektuelle. Tamms grundlæggende værdier er ikke grundlæggende nok. I Berlingske kræver han en »intellektuel tilgang til og forståelse af tilværelsen,« og dermed overser han, at familien, folket og pligten udspringer af en virkelighed, der ikke er intellektuel, men som alle mennesker møder hver eneste dag. Vi behøver ikke retfærdiggøre sandheder med statistik og intellektuelle argumenter. Vi har ikke familier, venner og landsmænd, fordi det er nyttigt eller videnskabeligt indlysende, men fordi det er sådan, livet er.

Derfor er jeg medstifter af det nye parti Højre. Vi vil i Folketinget, fordi alle såkaldt konservative partier i dag er liberale. Der findes intet parti, der modsætter sig de sidste 100 års progressive tiltag og tør forestille sig et Danmark, der er markant anderledes og bedre end i dag. Hvor Tamm nævner EU, retsstaten og menneskets ansvar for egen udvikling, tager partiet Højre udgangspunkt i familien, folket og menneskets pligt over for andre. Men der skal kamp til. I det offentlige liv tvinges vi konstant til at hylde frigørelsens ikkeimperativ: Du skal gøre, hvad du har lyst til.

Et eksempel er den journalist, der deltog i swingersex i forbindelse med en radioreportage. At det foregår på en obskur radiokanal er galt nok, men det største problem er det fuldstændig ukritiske indslag i »Go' morgen Danmark«, hvor intervieweren griner af journalistens skeptiske mor og samtykker med hendes far, når han slagent kalder datteren sej.

Den sætning - du skal gøre, hvad du har lyst til - fører til love om kønsskifte til børn såvel som voksne og til adoptioner til homoseksuelle. Når den får lov at stå uimodsagt, undergraver den forpligtelsen, der er grundlag for familien og folket. Det erskadeligt, for det er en løgn om det at være menneske, som de fleste af os grundlæggende ikke accepterer.

Vi ved nemlig godt, at man ikke kan bestemme over sit eget liv, fordi det er en grundlæggende del af det at være menneske, at andre mennesker med rette regner med én. Lige fra fødslen står vi i forhold til andre, og det forpligter.

Problemet er, at alle mennesker ved, at de er forpligtede, mens vi siger til hinanden, at vi ikke er det. Dette grundlæggende moralske misforhold fører til fortvivlelse og rodløshed, for det er et misforhold mellem sandhed og løgn. Vi kender sandheden, men tvinges til at dyrke frigørelsen. Når man adlyder frigørelsens bud, sidder man tilbage med dårlig samvittighed, fordi man gang på gang svigter dem og det, man skylder alt.

Og hvad kan et politisk parti gøre ved så grundlæggende et misforhold? Først og fremmest skal vi forstå, at rodløsheden til dels er en konsekvens af en politisk bevægelse, som kun har bragt stadig mere frigørelse, som ingen tør sige imod. Det, der skal forestille at være Folketingets konservative partier, har forgæves forsøgt at sige nej til et absurd forslag om kønsskifte til børn. Alligevel vil ingen partier afskaffe lige så vanvittige ordninger som juridisk og kosmetisk kønsskifte til voksne og adoption til homoseksuelle. Hvis den indre disharmoni skal blive til harmoni, skal der rejses en klar folkelig konservatisme i Danmark. Dens værdier tager ikke udgangspunkt i politiske institutioner, men i det almindelige liv, som langt de fleste lever.

Den er et rungende nej til frigørelsesløgnen. Et nej til enhver prædiken om menneskets lyst som højeste mål. Men først og fremmest er Højres konservatisme et glædeligt ja. Ja til det gode jævne liv med alt, hvad det indeholder af moral, folkelighed, pligt og kærlighed.